Selvom du har spillet fremragende, så kan du også tabe godt og grundigt. Det lærte Ikast-spillerne i går, der ellers havde bygget en fin føring på syv mål til pausen. Odense skulle dog ikke bruge mere end otte minutter på at udligne og det kunne Ikast ikke løfte sig fra igen.

Det var ellers en første halvleg, som var noget nær perfekt for Ikast. Irma Schjött fik gode arbejdsbetingelser i målet med et godt afstemt forsvar, der også pressede Odense til dårlige afslutninger og tekniske fejl.

Det betød også, at der kunne sættes god fart under kontrafasen, hvor specielt Emma Friis var hurtig og stod for seks kontrascoringer i løbet af de første 30 minutter. Det etablerede angrebsspil fik dog også en god grobund, hvor angrebet blev bygget godt op og oftest resulterede i en scoring.

Så kom pausen dog og det momentum, som Ikast længe havde haft skiftede fuldstændig kulør. Otte minutter var hvad Odense skulle bruge for at ikke bare reducere, men også at udligne. Det lignede et total kollaps, men blødningen blev dog stanset og Ikast fik også lagt på føringen igen til 22-20.

Odense fortsatte dog med at udnytte deres momentum og med flere uudnyttede chancer fra Ikast, blev de to point på Fyn. Det betyder, at vi virkelig skal ud og jagte point i de kommende kampe!

Næste opgave for Ikast Håndbold venter også på udebane, hvor København Håndbolds hjemmebane venter tirsdag d. 23. april.