Weekenden bød på en tur til Frankrig, mandag stod på træning og rejsedag med de to point hjem i tasken, mens programmet i dag meldte træning i IBF Arena. Ikast Håndbold hviler bestemt ikke på laurbærrene for tiden, hvor kampprogrammet er tæt pakket og der allerede i morgen venter endnu en kamp, denne gang i Kvindeligaen mod Odense Håndbold.
Først skal der sættes et punktum for weekenden. Her satte Ikast Håndbold endnu to point på kontoen med en sejr over franske Nantes og fortsætter dermed den ubesejrede færd i EHF-gruppespillet. Derfor var det også en tilfreds cheftræner der stod klar til dagens træning i IBF Arena.
”Vi fik, hvad vi kom efter med en god kamp. Rejsen forløb godt og selvom vi landede lidt sent i Billund i går, havde vi stadig en dag, hvor spillerne kunne hvile. Vi havde også en træning dernede, hvor nogle trænede med Nantes, mens andre styrketrænede. Så vi kommer ikke til at gå ned på kræfter i morgen, vi har masser af kræfter at gøre med.”
For i morgen venter ligaens nummer et, Odense Håndbold. Et hold vi allerede har mødt to gange i denne sæson med to forskellige udfald; først en storsejr, hvorefter Odense tog revanche og smed os ud af Santander Cuppen i kvartfinalen. Det er dog mere de to point, der jagtes i morgen, end det er en reel revanche fortæller Kasper Christensen.
”Vi har selvfølgelig kigget lidt på den kamp, men vi har også spillet mange og mange tætte kampe mod Odense. I de seneste opgør har vi slået hinanden lidt på kryds og tværs, hvis vi også tager semifinaleserien med sidste år. Det er to hold, der har et indgående kendskab til hinanden, og det har været defensiverne, der i de seneste par kampe, har haft bedst fat.”
Dykker vi lidt dybere ned i de seneste opgør imellem de to hold, så finder vi, som Kasper Christensen nævner, tætte opgør. Seneste ligaopgør i IBF Arena gemmer dog på en storsejr, mens pokalkampen så igen faldt ud til Odenses fordel. Derfor kan vi også allerede nu forberede os på et spændende opgør i morgen, fortæller Kasper Christensen.
”Jeg håber og tror på, at vi kan holde den tæt. Vi tror også på, at vi kan tage til Odense og vinde, men vi ved godt, at det kræver en toppræstation. Kigger man isoleret set på pokalkampen, så skal vi finde flere mål og flere gode chancer i det etablerede angrebsspil end vi formåede i det opgør. Det var to hold, der havde svært ved at løse modstanderens defensiv, så det bliver spændende at se, hvilket af holdene, der får løsnet lidt mere op for angrebsspillet.
Odense kommer selv til morgendagens opgør med et nederlag fra weekenden. Her tabte de til ungarske FTC i en kamp, som på papiret ikke betød det store. For Kasper Christensen har det heller ikke betydning, om de har vundet eller tabt, men ser et utrolig stabilt hold i morgendagens modstander.
”Når man spiller så mange kampe, som begge hold gør, så har de før prøvet at skulle gå ind i en ligakamp og præstere godt efter et nederlag. Vi må også bare anerkende, at de er det mest stabile hold herhjemme i Danmark og taber meget få kampe i grundspillet. Så der venter os en hård test, men vi kommer også til Odense med bekræftelse og troen på, at vi har nogle ting i vores spil, som gør ondt på Odense og har også haft succesoplevelser indenfor de sidste par opgør mod netop dem.”
Opgøret fløjtes i gang i morgen aften kl. 18.30 og du kan følge med på TV2 Sport