Ikast Håndbold sælger Kasper Christensen til GOG
Overgang aftalt til næste sæsonstart
Denne sæson bliver den fjerde og sidste for Kasper Christensen som cheftræner for Ikast Håndbolds ligakvinder. Fynske GOG har ønsket at indgå en aftale med Kasper Christensen om, at han overtager ansvaret for klubbens herrehold til sommer. Dette har Kasper Christensen udvist interesse for, hvis Ikast og GOG kunne enes om et frikøb fra den aftale Kasper Christensen har med Ikast Håndbold til udløb i sommeren 2026.
”GOG har tilbudt Ikast Håndbold et beløb, som vi som ansvarlig klub ganske enkelt ikke kunne sige nej til, og vi taler om en for dansk håndbold historisk størrelsesorden,” vurderer Ikast Håndbolds direktør Daniel Grønhøj i en kommentar til den kommende sommers overgang.
”Vi har været glade ved samarbejdet med Kasper Christensen, og de resultater han har opnået indtil nu, og vi håber, at de bliver krydret med yderligere gode resultater inden vore veje skilles efter indeværende sæson”, siger Daniel Grønhøj og tilføjer:
”Fra ledelsesside ønskede vi ikke at fastholde Kasper Christensen, hvis han gerne ville tilbage til herrehåndbold, og vi har nu god tid til at finde en fuldgod erstatning,” siger Daniel Grønhøj.
”Alting har som bekendt en ende, og vi er fra Ikast Håndbolds side glade ved, at vi skilles med Kasper i freds tid og mens resultaterne står i zenit,” siger formanden for Ikast Håndbold, Lars Gantzel Pedersen.
”Kasper har været en vigtig brik i vores stærke organisations-setup, men han er kun et ud af flere centrale tandhjul, som nu skal erstattes med et nyt, som passer lige så godt ind i helheden,” lyder det fra formanden.
Kasper Christensen har været glad for tiden i Ikast Håndbold, som også har været med til at udvikle ham markant som træner, hvor spillerne har haft stor betydning for ham.
“Jeg er og har været utrolig glad for min tid i Ikast Håndbold. Det har været de bedste år i min karriere, og det er en fornøjelse hver dag at være omgivet af så mange gode mennesker i og omkring klubben. Særligt har spillerne haft en stor betydning for min udvikling som træner.
Da GOG viste sig at være en mulighed, var det en stor og interessant mulighed for Kasper Christensen. Han er glad for, at Ikast Håndbold indgik en positiv dialog for et nyt skridt i trænerkarrieren for ham.
”Jeg har fået en anden mulighed, jeg ønsker at kaste mig ud i, men i den proces, betyder det også noget, at Ikast Håndbold er et fantastisk godt og sundt sted. Jeg er stolt over at have bidraget til den udvikling, vi har været i i de forgangene sæsoner. Jeg er sikker på, at Ikast Håndbold fremadrettet vil fortsætte med at æde sig ind i toppen af europæisk kvindehåndbold, samtidig med at klubben er bannerfører for, at resultater og en sund økonomi kan gå hånd-i-hånd. Heldigvis er der mange kampe at kæmpe i Ikast-trøjen endnu, men når sommeren 2024 rammer, vil jeg tænke tilbage på fire sæsoner med mange store oplevelser, og medaljer, sammen med en masse fantastiske mennesker,” siger Kasper Christensen.
Ikast Håndbold er nu gået i gang med en grundig rekrutteringsproces, som forventes afsluttet hen over vinteren.
”Vi har is i maven, og har forsikret vores spillertrup om, at ambitionsniveauet og målsætningerne ikke sænkes til den nye sæson. Vi har hævet baren kontinuerligt de sidste fire sæsoner, og den udvikling skal man forvente vil fortsætte” slutter direktør Daniel Grønhøj.