I morgen møder vi Odense Håndbold i en kamp om to vigtige point – for både os selv og Odense Håndbold har endnu ikke tabt en kamp i kvindeligaen.
Derfor er det også et rigtig spændende opgør der venter, lyder det fra cheftræner Søren Hansen. Han har fulgt godt med i Odenses sæson og ved, der venter en stærk modstander i morgendagens kamp.
”Vi glæder os, det bliver spændende at skulle ned og spille mod Odense. Jeg synes virkelig, Odense har præsteret godt i ligaen, men også Champions League, så de er godt kørende og det skal vi udfordre”
For selvom det ikke er med det allerbedste afsæt, Ikast Håndbold kommer til kampen, så er holdet i den grad klar til at tage kampen op om de to point, der er på spil i morgen.
”Vi havde en god evalueringssnak efter kampen og har kigget fremad. Vi har forberedt os på Odense, som vi normalt ville gøre og har også haft en fin træning på halgulvet. Men jeg er spændt på, om vi kan stå imod Odense, de har været godt kørende, men vi er klar til kamp.”
Her bliver et af fokuspunkterne også at skabe tryghed igen, lyder det fra Søren Hansen, der også spår, at det bliver en kamp i højt, højt tempo.
”Vi skal finde noget tryghed i hinanden igen, startende i forsvaret og samarbejdet mellem forsvar og målmand. Det er basen, at vi får eksekveret bedre på den del af det. Derudover står vi også i en kamp med de to hold, der har scoret flest mål i ligaen og gerne vil løbe, så det bliver en kamp i høj frekvens og det skal vi være klar på at kunne modstå, men også udfordre, det bliver en nøgle.
Kampen i morgen fløjtes i gang kl. 16.00 og kan ses direkte på TV2!