Årets sidste kamp venter i morgen, når Ikast Håndbold tager til Horsens. Et hurtigt blik på tabellen giver den store favoritværdighed til Ikast, men flere større navne hos Horsens Håndbold kan potentielt gøre det til et spændende opgør.
Det er en teori, som cheftræner Søren Hansen er enig i, mens han også ser frem til at jagte morgendagens to point inden slutrundepausen.
”Ud fra tabellen, så tager vi derned som favoritter, men det er altid med respekt for modstanderen. Nu er jeg stadig ny i Kvindeligaen, men når jeg kigger på Horsens´ spillere, så synes jeg, de har et fint hold. Vi kommer bestemt med respekt for kampen og spillere, der har stor rutine.”
I årets sidste kamp inden slutrundepausen håber Søren Hansen at se Ikast Håndbold med et godt aftryk på banen.
”Vi skal levere en kamp, hvor vi kan være tilfredse med det, vi præsterer. Vi skal stå godt i forsvaret og have en oplevelse af at være i kontrol i morgen. Det bliver målet at finde noget stabilitet i forsvaret og dermed også udnytte kontrafasen.”
Kampen fløjtes i gang i Forum Horsens kl. 20.00 i morgen og kan ses direkte på TV2 Sport.