Hvis vi havde mulighed for at give Helen en medalje for tro tjeneste efter mange år, så gjorde vi det. For efter 45 år som frivillig i Ikast Håndbold, under mange forskellige navne, takker 87-årige Helen nu af.

Egentlig ikke fordi, hun ikke kan holde til at være frivillig mere, men som hun selv siger, så har hun alderen med sig og mens hun godt kunne blive ved, så skal hun også stoppe på et tidspunkt. Hun tør dog samtidig godt love, at man ser hende i hallen – også med en hjælpende hånd hos de frivillige, for det kan være svært at give slip efter så mange år.
”Jeg elsker det hernede og kan godt lide at komme her i hallen. Jeg har hjulpet her, der og alle vegne og det har næsten været en selvfølge til sidst.”

Selv sætter hun også ord på, hvordan det hele startede for hende for mere end 50 år siden – og hvor hun siden netop har været her, der og alle vegne.
”Jeg spillede selv hernede for 50 år siden og automatisk kom man jo til at hjælpe. Jeg har været ovenpå i loungen og hernede (red. i vores kiosk og merchandisebod) ad flere omgange. Jeg har også været holdleder for et juniorhold, men det ligger mange år tilbage.”

Helens opfordring er også helt klar – kan man lide håndbold, så er det bare med at komme ned forbi Ikast Håndbold
”Man skal være frivillig, hvis man er interesseret i håndbold og for at gøre en tjeneste, det synes jeg. For det er en kæmpe hjælp for klubben, at vi her her.”