Det startede skidt i en kort periode, men en hurtig timeout fra cheftræner Claus Mogensen fik rettet tingene ind og efterfølgende fik Ikast Håndbold kørt en sikker sejr i banken med cifrene 43-29.
Ringkøbing førte 5-2, men førnævnte timeout fik altså sat tingene på plads for Ikast-spillerne og kampen skiftede herefter karakter med Ikast Håndbold fuldstændigt i teten. Emma Lindqvist fik udlignet til 6-6, og herefter så Ikast sig aldrig tilbage.
Topscorer for Ikast Håndbold, Jamina Roberts, havde også en særdeles varm arm og nettede 13 mål i kassen på 15 forsøg, mens Emma Lindqvist også var hurtig til at straffe tomt mål for Ringkøbing i den anden ende.
Dermed kunne Ikast altså gå fra banen oprejst med en god sejr. Allerede i weekenden venter endnu et opgør i Bambuni Kvindeligaen, når Silkeborg-Voel gæster IBF Arena på lørdag kl. 14.00.