Alt er stadig åbent, alt kan ske og derfor er fuld fokus rettet ind mod de fire sidste slutspilskampe. For landsholdssamlingerne er slut og spændingen stiger i den hjemlige liga og slutspillet, når vi i morgen møder Odense Håndbold på udebane i Sydbank Arena.

I dag var truppen for første gang samlet fuldt ud efter de sidste 14 dages landsholdssamling og derfor kan det også for cheftræneren være svært at afgøre, hvor truppen egentlig er henne. Det er dog på samme vilkår for morgendagens modstander, lyder det fra Kasper Christensen.
”Jeg går ud fra, at det også er gældende for Odense, at vi kun nåede en træning op til den her kamp og det gør, at vi ikke er så langt i at finde ud af, hvordan vi ser ud. Folk er kommet godt retur fra samlinger og vi har fuld trup foruden de to langtidsskadede spillere i Brandt og Scaglione og det er et godt udgangspunkt.”

I denne sæson har vi to sejre i bogen over Odense Håndbold. Begge kampe var kendetegnende ved en pokkers masse mål og et højt tempo og det er bestemt også noget, som Kasper Christensen forventer at se i morgen.
”Det er altid intense kampe, når vi spiller mod Odense. De er tempofyldt og det har det i høj grad været i de to kampe i grundspillet. Det har været kampe, der har bølget frem og tilbage, hvor vi har vundet til sidst og vist os at være bedre end Odense, men det har også været kampe, hvor Odense undervejs har ført relativt klart. Så vi forventer det er en kamp, der igen kan bølge rigtig meget frem og tilbage på måltavlen og det virkelig kræver en indsats fra det hold, der vinder.”

Alt er stadig i egne hænder, hvor kampen mod København dog måske var den eneste kamp, som Ikast måtte tabe i håbet om førstepladsen. Derfor bliver kampen mod Odense også definerende for det videre forløb, hvor alt fokus er rettet på at få point med fra opgøret.
”Kan vi få point, vinde eller spille uafgjort i morgen, så er alt jo i egne hænder i forhold til førstepladsen. Taber vi i morgen, så ser det meget svært ud at blive nr. 1. og så spiller vi for at blive nr. 2, så det er selvfølgelig en meget definerende kamp.”

Kampen spilles i Sydbank Arena med kampstart kl. 18.30 og kan ses på TV Sport.