Det blev en skuffende aften, da Ikast Håndbold i går måtte se sig slået af København Håndbold for anden gang i denne sæson og dermed også taber terræn til Odense i slutspilspuljen.
Det så ellers ganske fornuftigt ud i kampens begyndelse, hvor Ikast-spillerne kom godt fra start med masser af tempo og en fornuftig føring på 8-4 efter 10 minutter. København var dog igennem hele kampen kølige og specielt deres kontraspil stod skarpt. Op til pausen fik Ikast bremset det ellers høje tempo fra København og kom i front 14-12. Det fik københavnerne dog ændret til 14-16 inden pause fløjt.
Man kunne håbe på en lige så god start på 2. halvleg som første, men den udeblev i den grad også. På kort tid havde København bygget endnu mere på føringen til 21-16, mens meget lidt lykkedes for Ikast Håndbold.
Langsomt fik Ikast-spillerne sig dog ædt ind i opgøret igen og med knap 10 minutter af kampen var stillingen 25-25. Københavnerne stod dog imod presset fra Ikast og ved kampens slutfløjt kunne de igen sætte to point på kontoen efter en kamp mod Ikast Håndbold.
I de kommende to uger går slutspillet på pause, mens ni af spillerne fra holdet sendes på landsholdslejr. Næste kamp for Ikast Håndbold er derfor på udebane onsdag d. 17. april.