På papiret var Ikast Håndbold favoritter til gårsdagens kamp og de to også hurtigt favoritværdigheden på sig, selvom hjemmeholdet kom bedst fra start.
Den tidligere Ikast-målvogter, Andrea Austmo, var klar fra start i målet og fangede i de første minutter flere skud fra Ikast-skytterne. Koncentrationen blev dog skruet op hos Ikast Håndbold og efter de første 30 minutter, så det ud til, at der ikke kunne blive tvivl om udfaldet.
Forsvaret stod stabilt, gav gode arbejdsbetingelser til Filippa Idéhn, som kvitterede med hurtige igangsættelser og grundlag for en god kontrafase.
Som i kampens første minutter, så skulle Ikast Håndbold også samle sig efter pausen. Horsens kæmpede godt, men fokus kom tilbage og skuddene blev justeret ind igen. Med en god føring på plads, blev der fra Ikasts side også skiftet godt ud på bænken med spilletid til alle og endda også scoring fra alle markspillere.
Topscorer for Ikast Håndbold blev Sarah Iversen og Simone Petersen, der hver satte fem scoringer i mål. Mens Filippa Idéhn stod en fremragende kamp i målet, så var der også plads til ligadebut til vores U19-målvogter Emma Jessen.
Forude venter slutrundepausen, mens Ikast Håndbold i perioden også spiller et par træningskampe.