Mens det bliver et farvel til en svensker, når Jessica Ryde stopper til sommer, så bliver det goddag til samme nationalitet i målet. Svenske Filippa Idéhn stiller sig i målet for Ikast Håndbold til sommer på en toårig aftale med klubben.

At finde en ny målvogter har givet anledning til hovedbrud hos direktør Daniel Grønhøj, der dog også beskriver opgaven som spændende og udfordrende. For man kommer ikke udenom, at målvogter-positionen er en stor post at besætte. Derfor har det også været vigtigt for Ikast Håndbold at finde en spiller, som kan levere fra dag et, fortæller Daniel Grønhøj.
”I denne case har vi haft stort fokus på at hente en keeper, som kan levere fra første dag, og allerhelst gerne måtte kende den danske liga, så der er minimal tilvænning. Vi synes, vi har en masse spillere som har udviklet sig flot de seneste sæsoner, og vi skulle ikke have et `projekt´, som skulle peake om 2-3 år. Derfor er jeg rigtig glad for at byde Filippa Idéhn velkommen i Ikast Håndbold. Filippa kan vinge alt af i forhold til, hvad vi har søgt lige nu.”

Målvogteren selv hiver meget erfaring med sig fra både ind-og udland og ikke mindst det svenske landshold, hvor hun er noteret for 131 A landskampe. Filippa Idéhn har også vundet det danske mesterskab med Esbjerg og har spillet masser af internationale kampe i blandt andet Esbjerg, Sävehof, Brest og Baia Mare. Og mens direktør Daniel Grønhøj kan vinge alt af i forhold til, hvad han har søgt efter, så tror han også på, at der er udvikling at hente i målvogteren.
”Jeg forventer, at vi kan udvikle Filippa Idéhn, når hun kommer til at arbejde sammen med vores trænerteam, ligesom jeg også tror på, at vores defensiv kan give hende endnu bedre forudsætninger inde på kassen. Et stort plus er også Filippas igangsætninger, som er på et meget højt niveau. Jeg er meget tilfreds med vores duo i den kommende sæson, hvor jeg er sikker på, at de to målvogtere kommer til at kompensere hinanden rigtig godt.”

Filippa Idéhn selv ser også frem til at stille sig ind i Ikast-målet. Som modstander i den danske liga i mange år, har hun altid haft et ambivalent forhold til Ikast Håndbold, som tit har drillet de hold, som hun selv har spillet på. Derudover glæder hun sig også at bidrage til klubbens ambitioner og forsat udvikle sig som målmand, fortæller den 32-årige svensker.
”Det er godt tegn, hvis man har en ambivalent følelse til en klub som modstander, for så har de altid været gode og haft en betydning i ligaen. Jeg har desværre ikke vundet ret mange kampe mod Ikast førhen, så jeg glæder mig også til komme på den anden side. Samtidig jagter jeg også at blive en bedre målmand, jeg ved godt, at jeg ikke er ung mere, men jeg synes stadig, at jeg har udviklingspotentiale. Ikast Håndbold er også et tophold i den danske liga og jeg synes, de har nogle fede ambitioner, som jeg gerne vil være med til at opnå.”