Turen går i dag til Frankrig for Ikast Håndbold, hvor der i morgen venter endnu et opgør i Champions League-gruppespillet. Mens Ikast Håndbold krydsede klinger med de forsvarende CL-mestre i førte runde, så er det de forsvarende franske mestre, der venter i 2. runde med dansk modstand på holdkortet også.

Cheftræner Kasper Christensen ved, der venter endnu en stor opgave for holdet, men også en opgave som ligesom i sidste weekend, kan løses, når de i morgen tørner sammen med de forsvarende franske mestre fra Metz.
“Vi ved, der venter os en svær opgave mod et af Europa bedste hold. Tilmed er Metz uhyggelig stærke på hjemmebanen. Men vi jagter vores mulighed og tror på vores egne kompetencer. Vi kan spille op mod alle hold, hvis vi rammer højt niveau, og det er præcis det vi jagter mod Metz i weekenden.”

Metz stemplede ligesom Ikast Håndbold godt og grundigt ind i dette års Champions League. Det gjorde de med en sejr på udebane over FTC på 38-25. Valentini smed 9 kasser i mål, mens danske kendinge i Anne Mette Hansen og Louise Vinter Burgaard også gjorde sig bemærket. Derfor venter der et rigtigt spændende opgør i morgen kl. 16.00.
Et opgør, som du kan følge direkte på DR1 – så smæk eftermiddagskaffen på termokanden i god tid, for vi tør godt love god håndbold i morgen.