Med ryggen mod muren skulle der rigtig gerne sættes to point på kontoen i gårsdagens kamp mod København Håndbold. Længe var spændingen stor, men der da endelig blev slået hul på boblen for Ikast Håndbold, hentede de med en sejr to vigtige point.

For det var en ekstrem vigtig sejr for Ikast Håndbold, der desværre tabte en kamp mod København i slutspillet forud for landsholdspausen. Det betød, at der skulle point på kontoen, hvis semifinalepladsen i stedet ikke skulle gå til netop København. Efter en periode, hvor holdet ikke har spillet helt op til niveau, havde det været en katastrofal afslutning på en ellers fremragende sæson både i Kvindeligaen og Champions League.

Holdet vidste godt, hvad der stod på spil og formåede at hente to vitale point med hjem til Ikast. Det blandet andet takket være en indskiftet Filippa Idehn i målet, der hev redninger op, der fik Ikast godt tilbage i opgøret. For i 2. halvleg kørte København godt på, men 21-17 blev vendt til 29-33 ved slutfløjt.

Grundlaget for sejren var Filippa Idehn, mens også syv mod seks spillet kom til at spille en stor rolle. Det vendte godt og grundigt kampen, hvor Ikast på 18 minutter med størstedelen af tiden spillet i syv mod seks vandt perioden 11-4. En stor brik i dette spil var Simone Petersen, der kom ind og leverde tre mål, men også stod noteret for fem assists efter kampen.

Sejren i går betyder, at vi nu har seks point i slutspilspulje to, hvor Odense ligger på første pladsen med ni point. Det betyder, at semifinalepladsen kan sikres på tirsdag, når Viborg HK gæster IBF Arena.

Har du endnu ikke sikret dig billet til det opgør, så smut forbi lige her.