Heller ikke lørdag gik det helt som planlagt, da Ikast Håndbold tog turen til Fyn og et opgør med Odense Håndbold. Her blev det til et nederlag til Odense Håndbold på 25-33. ikke desto mindre var det et markant bedre udtryk, lyder det fra cheftræner Søren Hansen.

”Det var en uge, vi havde glædet os til, som ikke gik som forventet. Vi havde håbet at stå bedre i de to kampe, end vi gjorde. Jeg synes dog, at resultatet lyver lidt i den sidste kamp. Vi leverer fint spil i begge ender og producerer nogle fine chancer, som vi desværre ikke får udnyttet optimalt.

Ikast Håndbold kom i den grad bedre ind i Odense-kampen og var også i front flere gange i 1. halvleg. Forsvaret stod stabilt og havde godt styr på de skydelystne bagspillere fra Odense. På vej mod pausen løb Ikast Håndbold dog ind i 10 dårlige minutter og en føring blev i stedet vendt til 15-12 til hjemmeholdet ved pausen.

Ikast kom stærkt ind til kampen i 2. halvleg, men et par afgørende momenter gjorde dog, at Odense Håndbold fik overhånden på kampen.
”Vi er desværre ikke skarpe nok i afgørende momenter i Odense-kampen og det er to udfald, der gør, at det bliver grimt. Vi kunne sagtens have haft en tæt kamp.”

Forude venter to kampe i Kvindeligaen, inden vi sætter punktum for den første del af sæsonen inden slutrunden.