I morgen venter returopgøret mod ungarske Siofok i IBF Arena og selvom vi kommer ind til kampen med en målscore på plus 10, så venter der et spændende opgør i morgendagens kamp, forsikrer cheftræner Kasper Christensen.
”Vi skabte os så gode forudsætninger, som vi overhovedet kunne drømme om, så vi skal gå videre fra det her. Derfor er vores tankegang, at vi skal gå ind og bruge kampen konstruktivt i forhold til den periode, der venter os.”

Når vi forhåbentlig har sikret en sejr i morgendagens kamp, så venter der en længere kamppause for Ikast Håndbold. Her skal mange af spillerne afsted til landsholdssamlinger, og derfor betyder det at alle minutter skal udnyttes.
”Når vi har spillet pokalkamp mod Grindsted på onsdag, så går der lang tid, før vi har en samlet træning igen på grund af landsholdssamlinger. Derfor skal vi bruge alle de trænings- og kampminutter vi kan få og Siofok-kampen handler om at vinde og komme videre. Men vi skal også se kampen i et større billede og derfor skal det ikke fylde noget for os, hvordan det er gået i den førte kamp. Vi skal spille en rigtig god kamp i morgen og forsætte den gode stime vi er inde i i øjeblikket.”

Vi kommer dog ikke udenom, at målscoreren hedder plus 10 mål og det kunne godt lugte lidt af, at der bliver sparet et par spillere. Det er Kasper Christensen dog hurtig til at mane i jorden.
”Vi kommer ikke til at spille bredt for breddens skyld. Vi kommer til at spille ud fra de roller og ud fra de ting, vi tror, vi skal arbejde med i den resterende del af sæsonen. Så på den måde bliver det ikke en kamp for eksperimentet. Det bliver en kamp fro at prøve at lægge ekstra lag på og forbedre de små ting, som vi tror på, vi kan forbedre. Men vi må heller ikke have så arrogant en tilgang, at vi ikke også lige husker os selv på, hvad det handler om.”

Derfor er der bestemt lagt op til et brag af et opgør i morgen, når Final4-pladsen skal sikres. Kampen fløjtes i gang kl. 20.00