Lørdag aften bød på fight til det sidste for både Odense og Ikast Håndbold i den tredje og afgørende kamp semifinalekamp. Her blev det Odense Håndbold, der løb med den sidste finaleplads, og det betyder, at vi i morgen møder Nykøbing-Falster på hjemmebane i IBF Arena kl. 18.30.

Mens det bliver en kamp om medaljer, så bliver det også en kamp om en mulig CL-finaleplads. Så hvis det i forvejen ikke var nok at kæmpe om DM-medaljer, så er bronze-serien altså også krydret med god spænding. Selvom det var hårdt at tabe til Odense over tre meget tætte kampe, så skal Ikast-spillerne nok være helt klar til i morgen og den kamp, der venter om både medaljer og en mulig CL-plads, lyder meldingen fra cheftræner Kasper Christensen-
”Det var så marginalt som det overhovedet kunne være, men vi spillede ikke godt nok og derfor var det også fortjent at Odense vandt. Nu kigger vi kun fremad, hvor der venter en meget vigtig bronze-serie mod NFH i morgen, hvor vi jagter DM-medaljer. Det har i sig selv i den grad betydning. Men det er klart, at den her fakta med CL-pladser formentlig på spil gør, at bronze-kampene bliver liv eller død og det er vores tilgang ind til kampen.”

Nykøbing-Falster og Ikast Håndbold er godt bekendte med hinanden. Seneste opgør er ikke længere tilbage end Final4-weekenden i Østrig, hvor vi som bekendt løb med pokalen. NFH stod selv overfor Esbjerg i semifinalen, som blev afgjort over to kampe. Det har nødvendigvis ikke en større betydning, lyder det fra cheftræneren inden dagens træning.
”Der venter en tæt serie. Vi kommer med en kamp i benene fra lørdags. Det kan både være en ulempe og en fordel. Falster har haft en uge, men til gengæld kommer de måske også lidt ned i kampgear. Jeg tror, det er en fordel for os at køre i det her kampflow. Vi ved til gengæld godt, at Falster kommer med en masse små nye tiltag, det er stadigvæk de samme spillere, der skal eksekvere det og her ved vi, at vores fysik kan gøre ondt på Falster og det er det, vi har i sinde at bringe ind i alle spilfaser.”

Kampen i morgen fløjtes i gang kl. 18.30 og du finder din billet til opgøret lige her.