”Det er en ny kamp og der kommer et superstærkt hold, men jeg håber og tror på, at der kommer god opbakning og stemning,” lyder ordene fra cheftræner Søren Hansen inden morgendagens opgør mod Odense Håndbold på hjemmebane i IBF Arena, for her skal det hele afgøres.

Det er ikke bare to point, der er på spil, men to point der giver adgang til DM-finalerne. Første kamp endte uafgjort og dermed er alt på spil for begge hold i morgen, en status qua, som Søren Hansen tror på er en fordel.
”Vi vælger at se positivt på det og tror på, at den skal afgøres her på vores hjemmebane. Begge hold har lyst til at afgøre det og det er fedt, at det er her.”

Selvom de to hold fulgtes godt ad, så er Odense Håndbold klare favoritter før returopgøret i morgen, men ikke desto mindre, så har Ikast Håndbold fordel af hjemmebanen og opbakningen herfra og Søren Hansen håber, at tilskuerne er klar til at bakke op.
”Jeg er optimistisk og vi tror på, at vi kan gøre noget sjovt. Men spørger du bookmakerne, så er det ikke 50/50 med Odenses gode spil, men der er sket større overraskelser og vi har forhåbentlig de sidste marginaler fra publikum til at få tingene til at gå vores vej. Jeg håber, vi har et publikum, der er lige så klar til kamp som os selv.”

De røde lamper er lige så stille begyndt at blinke og der er ikke mange siddepladser tilbage i IBF Arena – så skynd dig forbi lige her, hvis du skal have fingrene i en billet til semifinalen.