Viborg HK og BIOCERC Arena er et sted, som flere gange har drillet Ikast Håndbold gevaldigt. Senest var det i slutspilspuljen, hvor Ikast Håndbold var bagud med 16-11 ved pausen i Biocerc Arena. Det tog sin tid at rette op på, men ikke desto mindre hev Ikast de to point med hjem til sidst med en sejr på 30-28.
I morgen venter Viborg HK i stedet på hjemmebane og her har vi i denne sæson haft godt styr på holdet, da de i starten af grundspillet lagde vejen forbi heden. Men hvad vi også kan forvente fra Viborg HK i morgen er en ordentlig omgang selvtillid efter de i seneste opgør spillede uafgjort med Team Esbjerg. Her var det specielt Ida Marie Kaysen i målet, der gjorde det svært for Esbjerg-skytterne, mens også Louise Søndergaard var ganske træfsikker på straffeskud og smed otte ud af otte mulige i kassen.
Mens alt selvfølgelig sættes ind på en sejr i morgen, så har kampen for hverken Viborg HK eller Ikast Håndbold den større betydning for den videre færd i slutspilspuljen. Det er afgjort, at Team Esbjerg og os selv er semifinaleklar i denne pulje, mens Odense også er klar til semifinalerne fra den anden pulje. Ikke desto mindre sættes alle sejl ind på to point, når vi i morgen er klar til kamp kl. 20.30, for hvem vil ikke gerne vinde over ærkerivalerne og få håneretten?!
Har du ikke sikret dig din billet endnu, så er det lige her, du kan få fat i din plads til opgøret.