Historien har det med at gentage sig og det har den i den grad også for Ikast Håndbold, der i morgen møder Team Esbjerg for andet år i træk i Santander Cuppens kvartfinale.

Og som det er med kvartfinaler, så er der kun en ting der gælder, sejr. Derfor er det også en kamp, som Søren Hansen har set frem til, selvom modstanderen ikke er den allernemmeste.
”Som hold skal vi testes, hvor vi står henne, velvindende om, at håndboldkampe og pokalkampe har deres eget liv, men jeg har en god fornemmelse. Jeg synes, spillerne har været fokuseret og klar på de overvejelser, som vi kommer med. Man kan godt mærke, at de er fokuseret og jeg mærker en god koncentration om opgaven i morgen.”

For når vi snakker om historien mellem Ikast Håndbold og Team Esbjerg, så er den ganske lang og godt blandet. Med møder i tre forskellige turneringer bare seneste sæson, nåede vi at krydse klinger med dem syv gange. Hver gang kom vi tættere på en sejr og fik en uafgjort i den anden semifinale som bedste resultat. Det er dog blevet tid til at skrive en ny historie om møder mellem de to.
”Vi skriver vores egen historie og det er det, vi er i gang med lige nu. Der er nye spillere og trænere, men selvfølgelig er der ting, som de har prøvet før og nogle erfaringer, som holdet har mod netop det hold,” lyder det fra Søren Hansen, der fortsætter:

”Det vigtigste er, at vi tror på det, vi kommer med. Noget af det har holdet måske prøvet før, noget af det er nyt, men måske kan det også være en befrielse for dem, at vi er et nyt sammensat hold. Der kan være noget historik som sidder i nogle af spillerne og det kan være man kan se det i morgen, men det sidder jo ikke i de spillere, som ikke har været i klubben og sidder heller ikke i trænerteamet.”

Selvom vi møder et Team Esbjerg-hold i morgen uden Nora Mørk, så er der stadig rigeligt af spillere med høj, høj kvalitet at holde øje med og specielt kommer navnet Henny Reistad op, når Søren Hansen sætter ord på morgendagens modstander.
”Det er et stærkt hold med kæmpe individuel kvalitet og har også en af verdens bedste håndboldspillere i Reistad, som vi selvfølgelig skal have fokus på, men de har også mange andre dygtige spillere, som også er gode, når man bruger ekstra opmærksomhed på Reistad. Derfor bliver opgaven, at vi er fokuseret i de løsningsmodeller, vi har og vi holder os til vores strategi.”

og netop fordi pokalkampe har det med at have deres eget liv, så er der også en stor opfordring fra cheftræneren om at komme på lægterne i morgen.
”Der kommer nerve og intensitet som ind i helvede med en vind eller forsvind-kamp. Jeg elsker pokalkampe og en af vores overordnede sæsonmål er, at vi gerne vil i nogle finaler og udfordringen er stor i morgen. Her har vi brug for hjælp fra lægterne med at nå det mål.”

Kampen fløjtes i gang kl. 20.30 i IBF Arena i morgen.