Efter en tabt pokalkvartfinale mod Team Esbjerg, ventede endnu et opgør mod selvsamme. Denne gang var det dog med Kvindeligaen og udebane som fortegn fremfor pokal og IBF Arena.

Meget lidt var dog anderledes i forhold til første kamp. Igen var det Esbjerg, der var i front og ved pausen også i front 17-10. Igen var det angrebsspillet, der ikke flød helt så godt, som vi har set det tidligere på sæsonen. Ikast-spillerne havde svært ved at finde vej igennem Esbjerg-defensiven og når de endelig kom igennem, stod Anna Kristensen ofte i vejen i målet.

Ingvild Bakkerud fik smidt flere vellykkede bolde ind bag Anna Kristensen i 2. halvleg, men det var dog for sent til, at det kunne rykke frygtelig meget ved stillingen. Et velspillende Esbjerg-mandskab fortsatte med at bygge på stillingen og blandt andet Nora Mørk gjorde lidt ekstra ondt på Ikast i aftenens ligaopgør.

Der venter endnu et opgør for Ikast Håndbold i denne uge mod netop Team Esbjerg. Denne gang er det to point i Champions League gruppe B, hvor det er gruppens top mod hinanden.

Billetter til kampen kan du finde lige her.
Er du forhindret i at sidde på lægterne, så kan kampen også ses på DR1 med kampstart kl. 16.00.