Horsens Håndbold Elite gæster heden – alle point gælder
Efter en uges landsholdspause er vi igen klar til at tage hul på Kvindeligaen, hvor assistenttræner Claus Morgensens tidligere klub, HH Elite, gæster IBF Arena i morgen aften.
I jagten på så mange point som muligt, så er denne kamp særdeles vigtig for Ikast, selvom vi på papiret er store favoritter. Derfor er der også god grund til at komme i hallen i morgen, selvom oddsene måske ikke taler den allermest sindsoprivende kamp, fortæller Søren Hansen.
”Vi spiller også om at få den her finale mod Esbjerg i sidste runde, hvor vi kan afgøre noget på hjemmebane. Så det er ekstremt vigtigt, at vi får den sejr i morgen og det vil jo være virkelig fedt med opbakning i hallen, der kan hjælpe os på vej.”
Alle spillere er mødt ind til efter landsholdsamlingerne i sidste uge og med kamp fredag, fortæller Søren Hansen også om en god træningsuge.
”Vi har haft fine træninger, fået folk godt hjem og plejet de småting, der nu kan være. Vi har haft gode gentagelser på både forsvar og angrebsdelen og har haft god tid til at forberede os på kampen i morgen. Så jeg synes, vi er velforberedte og har respekt for det, Horsens kommer med.”
Horsens Håndbold Elite har været igennem et trænerskifte, siden vi mødte dem i efteråret, hvor Claus Mogensen nu er på bænken for os. Selvom vi vandt stort på udebane mod dem, hvor alle spillere fra Ikast også kom på måltavlen, så er det et andet kampforløb, som Søren Hansen forventer i morgen.
”Vi oplever, at de lægger rigtig meget pres på midterforsvaret på toer og trerne. Grauballe kommer ind og lægger en masse pres, mens Maria Nölsoy, deres færøske landsholdsspiller også har fået en større rolle. De har også en dygtig hollandsk landsholdsspiller på stregen, Romee Maarschalkeweerd, som vi også skal forholde os til og som kan være svær at komme rundt om. De spiller meget syv mod seks og spiller flere forskellige højder i deres forsvar, så der er lidt forskelligt, vi skal have for øje til kampen.”
Så der er i den grad grund til at komme i IBF Arena i morgen, hvor kampen fløjtes i gang kl. 20.00 – har du ikke billetter endnu, så fang dem lige her.