1/8-finalerne venter mod Ringkøbing Håndbold og her venter et hold, som faktisk er kommet ganske udmærket i gang med Bambuni Kvindeligaen. Her placerer Ringkøbing sig på en syvendeplads med seks point efter fem kampe med sejre over Skanderborg, EH Aalborg og Høj Elite Kvinder, mens de skød ligaen i gang med et nederlag mod Viborg og senest også har måtte se sig slået af København Håndbold.
Men nok om de resultater, for i morgen er det ikke ligabold der venter, men derimod pokalbold og 1/8-finalerne – og her kan alt ske, det har vi set før.
Dykker vi ned i Ringkøbings hold, så er her et par kendte ansigter. Stephanie Christensen har i flere omgange spillet for Ikast Håndbold, hvor hun senest har spillet i klubben i sæson 22/23. Også Amanda Loft er et velkendt ansigt i Ikast Håndbold og skiftede i denne sæson til Ringkøbing Håndbold. De hardcore fans kan også huske Jane Mejlvang, der tilbage i 2016 optrådte i dengang FCM-trøjen og havde seks år i klubben.
Sidste håndbolduge var en blandet oplevelse for os selv, hvor vi desværre tabte på udebane mod NFH, mens vi hev to gode point med hjem fra Norge, som nu placerer os på en andenplads i vores Champions League-gruppe.
Vi er klar til at kæmpe for at komme videre til kvartfinalerne og forhåbentlig gå hele vejen til pokalturneringens Final4, som vi har været fraværende fra i tre sæsoner – først gælder det en sejr i aften!
Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 og kan følges på vores Instagram-profil og på tophåndbolds livescore.